Udgivet i

Skagen Bryghus er en af initiativtagerne bag ny forening i Skagen

Hvad er foreningen ”Musik i Skagen”?
Foreningen er stiftet af en håndfuld af byens spillesteder i 2019. Foreningens formål er at arbejde for gode vilkår for spillestederne, herunder reglerne i Restaurationsforskriften og kommunikationen med både politikere, myndigheder og beboerforeninger.

Vi vil arbejde på at forbedre de vilkår, vi som spillesteder arbejder under, f.eks. antallet af dage med dispensationer og dispensationernes varighed, og også fokusere på weekends som Kristi Himmelfarten og uge 34, hvor der er så mange mennesker i byen, at det ikke giver mening at have stramme begrænsninger på musikken.

Vi ønsker med foreningens private medlemmer at kunne dokumentere, hvor mange mennesker, der bakker op omkring Skagens mange musikarrangementer – både lokale og turister.

Hvorfor skal du melde dig ind?
Hvis du som privatperson er glad for byens musikarrangementer og evt. også ønsker, at der skal være lidt mere aktivitet på musikfronten, så meld dig ind for at erklære din støtte.

Hvorfor koster det kr. 50,- at blive medlem?
De kr. 50,- er et indmeldelsesgebyr – ikke et årligt kontingent. Vi har brug for økonomisk hjælp til at få foreningen startet op, herunder at etablere en hjemmeside hvor vi løbende opdaterer spillestedernes arrangementer, så man nemt kan få et overblik over, hvad der foregår i byen.

Når der er kommet mange medlemmer ind, inviterer vi alle medlemmer til en koncert i Skagen!

Hvad er Musik i Skagen ikke?
Vi går ikke ind for ubegrænset musik i det fri – slet ikke endda. Men gennem de seneste år er reglerne blevet strammet så meget, at det går ud over branchens muligheder for at efterkomme gæsternes ønsker til live musik. Der skal være balance i forholdet mellem spillesteder og beboere – det mener vi ikke, at der er i øjeblikket.

Kan forretninger og virksomheder også melde sig ind?
Ja. Det koster kr. 500,- i årligt kontingent.

Se mere og meld dig ind på – musikiskagen.dk