Ølsnaps

Skagen Bryghus har i nogen tid tænkt på at lave en Ølsnaps, så derfor bryggede man i 2016 noget ekstra Klitnisse Julebryg og Væltepeter Dobbeltbock til formålet.

Vi leverede øllet til Nordisk Brænderi i Fjerritslev, som er kendt for Deres mange Snapse, Rom og Gin produktioner, De har stået for destillering af øllet, herefter er det lagt på henholdsvis sherryfad og egetræsfad i 3 måneder,  for at give farve og ekstra smag til snapsen.

Destillationsprocessen på Nordisk Brænderi foregår på et håndlavet Müller kobberdestillationsapparat fra Schwarzwald i Tyskland. Bernd Müller, som er mesteren bag dette fremragende Aroma destillationsapparat, er tredje generation i firmaet.

Det var hans bedstefar, som i sin tid startede firmaet Müller Brennereianlagen.

Siden er der udviklet meget på destillationsapparaterne, og det apparat, som Nordisk Brænderi benytter, er udstyret med en Aroma kolonne, som er designet til at udtrække smagen af mæsken – dvs. det, der destilleres på.

Fra gammel tid har man brugt åbne ildsteder under kedlerne, når der skulle destilleres eller brændes, og ordet brændevin stammer fra denne proces. I mange lande bruges der fortsat brænde under destillationsprocessen, bl.a. i Tyskland og andre europæiske lande, hvor stort set alle kedler er opvarmet med et bålsted.

I Danmark har man i mange år kun haft ét stort destilleri med monopollignende forhold, og processen og traditionen med åbent ildsted er for længst afløst af mere sikre varmekilder.

Af og til skete (og sker) det således, at et brænderi og en destillatør tog himmelflugten i antændte sprittåger.

Derfor må man ikke længere i Danmark anvende åben ild, og på Nordisk Brænderis destillations-apparat bruger vi el til opvarmning af mæsken.

Ølsnapsene har vi så fået tappet på flaske her i sensommeren og snapsen er nu klar til at nyde i Bryghuset eller til at tage med hjem, evt. som gave.